litteratur analyse  marcusjanby.dk

| Home | | Tekstforfattere | | Kontakt | | Diverse |   

Gustave Flaubert



Gustave Flaubert (1821-80) er kendt som realismens fader. Sagligheden, nøjagtigheden, dokumentationen og den omhyggelige udformning af stilen er karakteristisk for hans bøger. Allerede som otteårig omskrev han for sjov en række teaterstykker. Teaterverdenen og en skuespillerkarriere var tiltrækkende for ham. Han blev ganske vist ikke skuespiller, men fascinationen af teatret, det fiktive og det talte sprog fortsatte.

I debutromanen Madame Bovary, som i øvrigt til tider dukker op i litterære diskussioner om køn og kvindens vilkår, viser og analyserer Flaubert gennem realismegenren en overspændt kvinde, som siden sin barndom har drømt om ægteskabet som løsningen på alle problemer. Spændt ud mellem underklassen og overklassen har hun en ubændig trang til at stige i det sociale hierarki og samtidig en ”uopfyldelig længsel efter højere vellyst”, som der står et sted i romanen.

I ægteskabet med den middelmådige læge Charles Bovary får hun dog hverken den sociale placering eller den romantik, hun ønsker. Hendes længsel efter mere er årsagen til, at hun er sin mand utro med rigere mænd, og samtidig låner hun større pengebeløb bag hans ryg. Den intrigante købmand Monsieur Lheureux er i denne sammenhæng beskrevet i det negative lys. Velvidende om Emmas finere fornemmelser viser han hende dyre silkevarer, altså overklassens og det luksuriøses ønskværdige mærke, og tilbyder samtidig at låne hende penge, hvilket leder hende ud i et finansiel morads. Sideløbende med dette eksisterer hendes affærer med mænd fra højere klasser. Første gang med den rige Rodolphe Boulanger, som opgiver Emma, der langt fra er hans første damebekendtskab. Dernæst med Leon, som forelsker sig i hende, men vælger at rejse til Paris. Forholdet til den gifte Emma forekommer ham for problematisk.

Kort fortalt resulterer Emmas økonomiske og følelsesmæssige udskejelser i det mest fatale, selvmordet. Dette sker efter fortællingens klimaks, som består i en scene, hvor købmanden Lheureux kræver sine penge tilbage.

Ved en hurtig læsning kan man mene, at Emma egentlig selv er skyld i sin miserable slutning. Det er hun da også langt hen ad vejen. Men bogen viser også, hvorledes kvindens position i midten af det nittende århundrede var vanskelig og ufri. Selvom Flaubert i mange henseender viser direkte foragt for forfængeligheden hos denne middelstandskvinde, så viser han også en sympati i sin fortælling. Lad os se på et velkendt tekststed i bogen:

”Hun ville gerne have en søn; han skulle være stærk og mørk og hedde Georges; og tanken om at få en søn betød for hende håbet om en slags revanche for alt, hvad hun ikke selv havde opnået. En mand er i det mindste fri; han kan lære alle lidenskaber og alle lande at kende, overvinde hindringer, smage på alverdens lykke. Men en kvinde er altid bundet. Hun er på en gang træg og bøjelig, mod sig har hun sin egen svaghed og sin afhængighed af loven. Ligesom sløret på hendes hat, der holdes fast af et bånd, flagrer hendes vilje for alle vinde, der er altid et eller andet ønske, der river hende med sig, og en konvention, der holder hende tilbage.” (kapitel 3, anden del)

Psykologisk interessant at Emma ønsker sig et drengebarn. Drengebarnet, som kan forandre sig til den stærke, mørke mand, kan udleve alle Emmas egne indestængte fantasier om lykke og frihed. Han vil ikke være fastlåst, som kvinden var dengang.

Flaubert har sagt, at fortælleren i romanen bør være som Gud, dvs. fraværende, men alligevel allestedsnærværende. Denne holdning har i dén grad sat sit præg på romanen. Bemærk eksempelvis citatet ovenfor. Det er interessant at lægge mærke til, hvordan citatet i begyndelsen synes at fortælle noget, som foregår eller kunne have foregået i Emmas bevidsthed. Men efter sætningen ”Men en kvinde er altid bundet” kommer en række ord, som måske ikke ligefrem står for Emmas regning. De kunne nærmere være udtryk for noget, som forfatteren mener om kvinden. Og det er faktisk ikke usædvanligt i denne bog, at forfatteren taler gennem én af sine personer. Vi ser på denne måde en temmelig subjektiv fortællestil, som ikke er den mest almindelige i realismeprosa. Faktisk er den særlige måde at fortælle på et vigtigt virkemiddel i romanen. Selvom det hele er fortalt i tredjeperson, kan fortælleren så at sige gå ind i hovedpersonen og fortælle os, hvad hun tænker. Det er dette fænomen, de franske litteraturteorier kalder ’vision dedans’, altså indre synsvinkel. Med vision dedans kan vi betragte verden gennem personernes bevidsthed. Uden dette ville man ikke i så høj grad kunne forstå kvindens situation. De skiftende synsvinkler hænger sammen med det forhold, at forfatteren både vil skildre det subjektive og det objektive og samtidig skifte mellem en medlidende og en mere ironisk/sarkastisk holdning til personerne. Den medlidende kan, som det er blevet vist, forekomme ved indre synsvinkel, mens en ironisk distance bedre kan foregå udefra.

Sprogets utilstrækkelighed

Madame Bovary er ikke den eneste af Flauberts bøger, som har selve sproget som væsentligt tema. Man kan tale om temaet ’sprogets utilstrækkelighed’. Allerede i begyndelsen af romanen ser vi, hvorledes Charles Bovary ikke gør sig ordentligt forståelig over for læreren. På grund af uklar udtale tror læreren, at Charles hedder Charbovari. I denne begyndelse tænker vi/læseren måske ikke videre over dette forhold, som ikke synes at signalere andet, end at Charles ikke ligefrem er den stærkeste dreng i klassen. Men senere bliver dette sprogfænomen til et vigtigt tema i romanen. Et af de tydeligste eksempel på sproget utilstrækkelighed opstår, da Emma forsøger at forklare præsten Bournisien, at hun har det dårligt. Som læser er det ikke vanskeligt at se, at Emma, som ofte tænker over, hvorfor hun hele tiden går rundt i en sorgtilstand, forsøger at ytre nogle følelsesmæssige og eksistentielle smerter. Men præsten står noget uforstående og fremmed over for kvinden. Han kan ikke forstå, hvordan hun kan lide, når hun da både har mad og et sted at varme sig.

Lad os se på et andet sted i romanen. Da Emma i anden dels kapitel tolv ligger i skoven sammen med elskeren Rodolphe, er hun faktisk lykkelig. Men elskeren finder reverenter talt ikke andet end tomhed i hendes ord:

”Han havde så tit hørt den slags ord sagt til sig, at han ikke mere fandt noget originalt ved dem. […] lidenskaben, der altid har de samme former og betjener sig af samme sprog. Denne ellers så erfarne mand kunne ikke få øje på følelsernes forskelligartethed bag de ens udtryk. Eftersom letsindige, eller beregnende læber tidligere havde hvisket lignende sætninger til ham, troede han ikke meget på oprigtigheden i dem”

Når Emma taler til ham, kalder han det blot ”tomme metaforer”. Tidligere i romanen, hvor Emma er sammen med elskeren Leon, ser vi, hvorledes sproget nærmest bliver en perifer del af den egentlige kommunikation mellem to mennesker. Efter en meget kort dialog – bogens dialoger fylder i øvrigt ikke meget i teksten – mellem Emma og Leon siger fortælleren ”Havde de ikke andet at sige hinanden? Deres øjne var dog fulde af mere alvorlig samtale”.

Sproget kan ganske vist bruges til almindelig tale. Men det kan også bruges til at lyve, bagtale, overtale og til så at sige at konstruere en særlig opfattelse af det værende. Eksempelvis er det klart, at Emma finder på en række historier, hun kan bruge til at sløre Charles’ opfattelse af, hvad der sker i deres ægteskab. Hun kan sløre utroskaben gennem løgnagtige ord.

Ved at se nærmere på Emmas tanker kan man også se, at for hende er de ydre objektive omstændigheder nærmest lig med det indre. Når indretningen og madlavningen eller påklædningen og de sociale forbindelser bliver beskrevet, fremstår de ofte som noget, der næsten kunne være Emmas indre. Eksempelvis beskriver Flaubert spisesituationen som noget, der i særdeleshed har social slagkraft. Det generer Emma, at Charles har ufine spisemanerer. Det er for hende en konstant bekræftelse på, at hun ikke hører til det højere borgerskab.

Jeg vil mene, at Flaubert også har fat på et tema, som vækker mindelser om Bourdieus teorier om, at kvinden ønsker en ”større” mand. (En holdning om at store præstationer og kreationer er en måde at tiltrække det modsatte køn på kender vi også fra Tor Nørretranders bog Det generøse menneske.) Emmas utroskab kan i flere henseender ses som et forsøg på at mænge sig med adelige eller andre socialt højerestående. Hun er spændt ud mellem underklassen og overklassen. Hun omgås faktisk begge dele af det sociale hierarki. Mændene er for denne overspændte kvinde en mulighed for social opstigning. Der er ingen tvivl om, at kvindens position i samtiden var bestemt af ægtemandens. De amerikanske undersøgelser, som jeg beskrev tidligere, kan måske forstås som en slags efterslæb eller en reproduktion af de gamle forhold.

 

 

 

© COPYRIGHT 2006 marcusjanby.dk