marcus janby  marcusjanby.dk

| Home | | Referencer | | Hvem er jeg? | | Kontakt | | Diverse |   

Litteraturteori om billedsprog


METAFOREN OG ANDRE TROPER + Hverdagens metaforer


En gennemgang af Roman Jakobsons teorier om billedsprog er ganske vist en tur ad stier, der efterhånden er overrendte og nedslidte. Men da hans teori om metafor og metonymi har en god anskuelighed, som kan give et begrebsmæssigt fundament, vil jeg alligevel kortfattet fremlægge den.

Overordnet set kan man ud fra ’den lingvistiske vending’ med blandt andre Roman Jakobson (1956/1997), som så litteraturvidenskaben som en del af sprogvidenskaben, i første omgang differentiere mellem metafor (”metaphorá” = ’overføring’) som lighedsprincip eller lighedsrelation og metonymi (”metonymia” = ’navnebytte’) som nærhedsprincip eller nærhedsrelation . Jakobsons enkle definition hævder, at der i metaforen altid vil være tale om en vis lighed mellem de to ’forestillingsplaner’, som tropen sammenstiller (fx ’kvinde’ og ’rose’). Litteraturforskere illustrerer det ofte med to overlappende cirkler, der repræsenterer de to forestillingsplaner, mens selve ’fællesmængden’ repræsenterer den lighed, der danner baggrund for metaforen eller sammenligningen. Ligheden bliver ofte kaldt ’tertium comparationis’, det tredje sammenligningsled.

I sammenligningen eller ’similen’ er der, modsat metaforen, tale om en eksplicit sammenligning af forhold, oftest ved brug af ’som’ eller ’ligesom’. På denne måde kan digteren direkte fremføre selve tertium comparationis, hvilket kan forekomme nødvendigt, når særlige ekspressionistiske sindsstemninger skal udtrykkes.



Begrebet metonymi relaterer Jakobson som nævnt til nærhed. Det kan eksempelvis være årsag/virknings-relationer. Man kan derved kalde fodspor metonymiske og i øvrigt ”naturlige tegn”, som det hedder i semiotikken. En anden metonymiform, som ikke er sjældent i litterære tekster og film, er ’pars pro toto’ (”del for helhed”): ”Imidlertid forlystede nogle kapper sig”, lyder det eksempelvis i Kristensens rejseskildring En kavaler i Spanien (p. 36). Og det modsatte af denne type er ’totum pro parte’: ”Hele byen var en hviskende uro” (Ulykken, p. 182), hvor oplevelsen af en del af byens befolkning får den sansende til at sige ”hele byen” .



Jakobson anfører, at metaforen har ”forrang” i poesien og i den romantiske og symbolistiske litteratur (Jakobson 1956/1997: 62). Herefter bemærker han, at ”det er metonymiens overvægt, der ligger til grund for og faktisk forudbestemmer den såkaldt ’realistiske’ retning, der tilhører et mellemliggende stadium mellem romantikkens undergang og symbolismens fremkomst, og som er i opposition til begge.” (ibid.). Det er litteraturteoretisk interessant at betragte Jakobsons afsluttende bemærkninger om metaforens forrang i romantikken og symbolismen og metonymiens forrang i realismen. Opdelingen lægger op til en lingvistisk og nærmest positivistisk tilgang til litterære emner, eksempelvis genrediskurser. Men den kan dog, som andre også har vist, problematiseres. Dette vil jeg vende tilbage til i efterordet.

METONYMISK MOTIVERET METAFORIK


Jakobsons opdeling eller nærmere adskillelse mellem de to troper vil jeg se nærmere på i dette afsnit. Primært med tidsskriftet K&K, hvor jeg bruger nr. 96 med titlen Metonymi (2003) og nr. 78 med titlen Metafor (1995), vil jeg nuancere billedet en smule. Tidsskriftet K&K er relevant, da det tilbyder forskellige – og nyere – belysninger af teorierne.

Gérard Genette viser i sin interessante artikel ”Metonymi hos Proust”, at ”spatiale, temporale” eller ”psykologiske” nærhedsrelationer i nogle tilfælde udgør motiveringen bag det metaforiske forestillingsarbejde (p. 11). Dette eksemplificerer Genette med Prousts bog A la recherche du temps perdu. Et sted i bogen betragter den sansende Méséglise-sletten, der ude i horisonten er dækket af hvedemarker: ”til højre øjnede man over hveden Saint-André-des-champs’ to rustikke klokketårne i huggede sten, selv slanke, skællede, feltinddelte, guillocherede, gulnede og grynede, som to aks.” Man kan således se, hvorledes ligheden især i de sidste troper er motiveret af omgivelserne, nærheden. Genette bruger dette eksempel og andre til at vise det, han kalder ”indflydelsen fra kontiguitetsrelationerne på den metaforiske relation” (p. 11). Han taler om ”diegetiske metaforer” og forklarer, at ”deres ”vehikel” er hentet fra diegesen, dvs. fra fortællingens spatialt-temporale univers.” (p. 15, note 18). Man kan hos Kristensen til tider finde lignende eksempler på en sådan brug af ”vehikel” . I Tyrefægtning siger fortælleren et sted om en person: ”Han var så olivengrøn i ansigtet, at hans grå dragt i erindringen har fået en tone oliven over sig.” (p. 31). ’Olivengrøn’ er en adjektivisk metaforik, som – idet den bruges om dragten – har metonymisk motivering. Det er med andre ord en nærhedsrelation fra fortællingens spatialt-temporale univers, der får fortælleren til at bruge denne særlige farveepitet om dragten. (At lighed og nærhed kan stå i et sådant forhold til hinanden, er vel også et forhold, der er nedfældet i det daglige sprog: ”ikke ens, men tæt på” eller ”de to ting ligger tæt på hinanden”). Jeg vil bemærke, at der i det nævnte billede er i hvert fald tre dybere lag: det afslører tematiske (kunstneren vs. stoffet), psykologiske (subjektiv virkelighedsopfattelse) og genremæssige (nærmest metafiktivt brud på både realisme og læserillusion) forhold i teksten. Jeg vil indimellem undersøge, hvad det i den enkelte tekst betyder, at metaforen eller lighedsrelationerne enten har eller ikke har metonymisk baggrund.

NYKRITIK OG BILLEDSPROG


Hvor Jakobsons teori blandt andet har sin force i anskueligheden, kan man sige, at de nykritiske teorier om billedsprog er mere uddybende og praktisk eksemplificerende, ligesom de efter min vurdering korrelerer bedre med moderne metaforik. I den nykritiske billedsprogsanalyse ser man på de forskellige betydningssfærer, som især metaforen frembringer, og den betydningsudvidelse, som er resultat er metaforisk ’interaktion’.

Nykritikere som I. A. Richards, Max Black og Paul Ricæur ser ikke blot metaforen som et ornament (retorikken) eller som en lighedsrelation (Jakobson). Hos disse nykritikere er opfattelsen den, at metaforen skaber en vekselvirkning, en spænding, der bliver skabt, idet to forskellige forestillingssfærer (”tenor” og ”vehikel”) nærmer sig hinanden. Richards The Philosophy of Rhetoric (1936) indeholder i den sammenhæng gode (billede)analytiske indsigter og har samtidig klarhed og brede beskrivelser. Richards beskriver billedsprog på en måde, der korrelerer bedre med Kristensens holdning om at “skønheden skabes af grelle konflikter” (Landet Atlantis) (næste side):

To compare two objects, as remote from one another in character as possible, or by any other method put them together in a sudden and striking fashion, this remains the highest task to which poetry can aspire. (Richards 1936: 123)

Hos Richards er metaforens betydning et resultat af de to elementers interaktion. Derfor kaldes teorien ’interaktionsteorien’. Han taler om en ’tredje betydning’, en betydningsudvidelse. Dette opstår, når digteren ’tvinger’ de to modpoler til at virke sammen i billederne. The Philosophy of Rhetorics teori er derfor radikalt anderledes end det Jakobson’ske og aristoteliske ”blik for lighed”, idet den frem for lighed fokuserer på en ”disparity action” (p. 125): forskelligheden i tropens forestillingsplaner. Hertil kan man, som det blev antydet med Kristensens skønhedsbegreb, bemærke, at Richards langt hen ad vejen indkredser forhold, som gør sig gældende i megen moderne metaforik. Hvis man skal svare på, hvad der så er særligt ved denne metaforik, er Hugo Friedrichs Die Struktur der modernen Lyrik (1956/1985) brugbar: ”Die ältesten Mittel der Poesi, Vergleich und Metapher, werden [i moderne sammenhæng] in einer neuen Weise gehandhabt, die das natürliche Vergleichsglied umgeht und eine irreale Vereinigung des dinglich und logisch Unvereinbaren erzwingt.” (p. 17/18). Med foreningen af det tingsligt og logisk uforenelige kan digtningen blandt andet overraske og forbløffe, eksempelvis ved æstetisering af det hæslige.

Max Black indfører en interessant teori om metaforen som ”filter”, hvorved han forstår det forhold, at metaforen så at sige sprogligt kan filtrere et forhold. Når et krigerisk slag bliver beskrevet med skaktermer, siger Black, fremhæver metaforikken visse aspekter (fx det strategiske), men negligerer klart andre (fx lemlæstelser). Metaforikkens filterfunktion er ikke vanskelig at få øje på i Kristensens tekster.

KOGNITIV SEMANTIK


Nykritikere som Richards opererede ganske vist med en teori omkring den metaforiske tænkning. Det er dog muligt at føre teorien videre gennem nyere teori, der giver et langt mere nuanceret billede af metaforik og kognitionspsykologi.

I overlapningen mellem lingvistik og kognitiv psykologi finder man den kognitive lingvistik. Hvor andre lingvister studerer grammatik, sproghistorie eller ordforråd, ser den kognitive lingvist i stedet på menneskets oplevelse af verden og på, hvordan vi som tænkende individer opfatter og konceptualiserer det, som vi sanser. George Lakoff og Mark Johnson og deres bog Metaphors we live by (1980) bliver som regel nævnt i denne sammenhæng. Bogen indeholder den grundlæggende pointe, at ”human thought processes are largely metaphorical.” (p. 6, forfatternes kursivering). Med disse processer mener forfatterne intellektuelle og emotionelle tankeprocesser såvel som perceptioner. Lakoff & Johnson var ganske vist ikke de første til at overveje metaforiske erkendelsesprocesser, men deres bog er fordelagtig på grund af den udførlige og dog overskuelige beskrivelse af væsentlige aspekter inden for den kognitive lingvistik. Lad mig vise nogle af disse aspekter.

Hverdagens metaforer

Lakoff & Johnson beskriver i Metaphors we live by (1980) tre grundlæggende metafortyper: ”orientational”, ”ontological” og ”structural”. Den første type dækker over de metaforer, der udtrykker begreber gennem rumlige relationer som eksempelvis fjern/nær, central/perifer, oppe/nede (fx ”humøret er højt”). Bogen indfører begrebet ’metaphorical concept’, som dækker over de metaforiske tænkemåder, som manifesterer sig i vores sproglige ytringer, fx ’glæde er op’, ’sorg er ned’ eller ’vigtigt er centralt’, ’uvæsentligt er perifert’. (En tekstanalyse kan sammenkoble denne viden fra Metaphors we live by med en undersøgelse af bevægelsesstrukturen eller andre rumlige forhold .) Den anden metafortype, ontologiske, repræsenterer aktiviteter, begivenheder eller følelser som substans (fx ”han har et skrøbeligt ego”). I den sammenhæng nævner lingvisterne også personifikationer. Den sidstnævnte metafor, den strukturelle, udtrykker et begreb gennem et andet, fx ”han angreb mit argument”, som viser det (strukturelt) metaforiske koncept ’diskussion er krig’. Metaforen kan altså – ligesom i Blacks filterteori – fremhæve særlige forhold og nærmest ændre på det, der tales om. Mange størrelser i tekster kan sommetider med god grund få betegnelsen ”mentale billeder”.

I den kognitive lingvistik er pointen, at vi i sproget så at sige ’låner’ en grundlæggende spatialiserende struktur fra vores sansninger og anvender den på forhold, der ikke er spatiale. Dette foregår i henhold til et kulturbestemt regelsæt. Man kan på den ene side sige, at sproget ikke bliver betragtet ligesom hos Saussure (altså som arbitrært), fordi det ses som udviklet på grundlag af kropslige erfaringer, sansninger. Men på den anden side mener de kognitive lingvister dog også, at reglerne og konventioner for sproget er menneskeskabte. Jf. Metaphors we live by.

I analyserne af kortprosaen i mit speciale, Tom Kristensens kortprosa, bliver det nogle steder muligt at analysere på udtryk, der befinder sig inden for det kulturbestemte regelsæt, dvs. almindelige udtryk (”humøret er højt”). Men ekspressionismen byder jo også på særegen metaforik, der ikke følger de gængse ”regler” eller konventioner for sproget. Et brud på reglerne er nærmest ekspressionistens opgave, kunne man sige. Derfor vil jeg flere steder forsøge at gå ind på det ekspressionistiske sprogs præmisser og forsøge at finde særlige metaforiske koncepter i det. Man kan kalde dette en nødvendig modificering af den grundlæggende teoretiske model, som bl.a. henter inspiration fra førnævnte Metaphors we live by.

Man kan ganske vist diskutere de ovennævnte teorier yderligere. Men da analyserne af kortprosaen er opprioriterede, skal jeg ikke gøre dette kapitel længere, men blot bemærke, at efterordet skal videreføre det teoretiske.





© COPYRIGHT 2006 marcusjanby.dk, metaphors we live by, metaforer, litteraturteori, lakoff, johnson, metaphors we live by, hverdagens metaforer, symboler, metonymi, genette, hugo friedrich, strukturen i moderne lyrik