Lad os begynde med et eksempel:
“Til den eftertragtede stilling valgte man en ung fyr. Som var søn af den lokale partiformand.”
Den understregede sætning er en adjektivisk ledsætning. Den er med andre ord led i en anden sætning. Dens semantiske (betydningsmæssige) funktion er at tilføje mere information til ordet “fyr”.
Men kan den godt stå alene som i eksemplet?
De fleste dansklærere vil hævde, at ledsætningen skal skrives i sammenhæng med den foregående sætning, evt. efter komma (hvis man bruger grammatisk komma).
“Til den eftertragtede stilling valgte man en ung fyr, som var søn af den lokale partiformand.”
Men har denne rettelse nogen berettigelse?
Det er en sætning, som Dansk Sprognævn netop bruger som en slags undtagelseseksempel. Ved at adskille ledsætningen tydeligt med punktum tilfører man sætningen en emfase (eftertryk). Hvis man skulle udtale denne emfase, ville man måske holde en lille pause før punktummet og herefter udtale ledsætningen med eftertryk. De fleste vil sikkert læse sætningen således, at den skrivende ser noget nærmest odiøst ved ansættelsen af den unge fyr.
Hvis vi ser på den sproglige stilistik, er det klart, at førstnævnte eksempel er en lidt mindre formel måde at skrive på. Man kunne næsten sige talesprogsnær. Og derfor kan der være en vis logik i at anbefale eksempel to. I hvert fald hvis man vil skrive mere formelt.
Men i mere kreative skrivegenrer er det altså helt comme il faut at lade nogle ledsætninger stå alene. Det kan give et fint betydningsmæssigt touch.
Eksempel, hvor “fordi-sætningen” (ledsætning) bliver fremhævet:
Hvorfor er det så svært for unge at lade Facebook være? Fordi de er bange for at gå glip af noget. Det kaldes ‘fear of missing out’.