Det bedste sted at finde Excel-formler er Excels hjælpefunktion. Øverst til højre ses et spørgsmålstegn. Ved at klikke på spørgsmålstegnet kan man få en fane med en søgefunktion. Faktisk er der to søgefunktioner, men det er den øverste, man skal bruge, hvis man vil finde formlerne. Skriv fx “formler” i søgefeltet. Denne søgning giver en oversigt samt en beskrivelse af, hvorledes formlerne virker.
De matematiske operatorer, dvs. fx plus og gange, bliver også gennemgået på en enkel og forståelig måde.
Længere nede i teksten får man også gennemgået de lidt mere avancerede formler i regneark. Det gælder fx “hvis-funktionen”. Denne formel kan få regnearket til at udføre bestemte operationer, hvis noget bestemt er tilfældet. Det giver måske ikke meget mening, så lad os tage et eksempel. Vi vil lave et regneark til en forening, hvor folk over 60 skal have rabat på 30 % på deres medlemskab. Med en hvis-funktion kan vi gøre det sådan, at de 30 % trækkes fra, hvis der i et andet felt står, at personen er 60 eller mere. Hvis-funktionen kan også bruges til at udregne skat, hvor trækprocenten er forskellig alt efter hvad personen tjener.
Det er også godt at vide, hvordan man laver formler, som udregner noget på tværs af forskellige ark. Nogle gange skal man bruge tal fra et andet ark end det, som man skriver formlen i. Forklaringen ligger der også.