Freuds Drømmetydning – om at skære i egne ben

Har du nogensinde tænkt over, hvad dine drømme betyder? Er det bare meningsløse hændelser, en mærkelig meningsløs blanding af gårsdagens begivenheder og en masse fri fantasi?

I Sigmund Freuds bog Drømmetydning fra 1900, i øvrigt et af hans hovedværker, kan det nok være, at drømme betragtes som mærkelige, men de er ikke meningsløse. Lad os begynde med at se på nogle af de mest kendte resultater af Freuds arbejde med drømme:

1) Drømme er kongevejen til det ubevidste

2) Drømme er ønskeopfyldelse

3) Drømme har ofte noget at gøre med barndommen

Ad 1)
Freud mente som udgangspunkt, at mennesket er styret af drifter, som det ikke altid er bevidst om. Vi er ikke herre i eget hus, eller med andre ord: Vi kan have ønsker, som vi ikke selv er bevidste om – og nogle gange foretager vi handlinger ud fra motiver, som vi ikke selv kender til. Ønskerne er en del af det ubevidste i mennesket. Noget af det, som optog Freud i det meste af perioden fra 1880’erne til hans død i 1939, var, hvordan man kunne finde ind til det ubevidste. Og her arbejdede han bl.a. med drømmene (Freud fandt også ind til det ubevidste andre steder, fx i vores fejlhandlinger (hvor ofte glemmer vi ikke møder, som vi ikke gider) og i humoren). Drømmene var for den østrigske læge en vigtig kilde til det ubevidste, og kunne man først finde ind til det, som ligger under overfladen, så kunne patienten få lindring for sine neuroser.

Ad 2)
Pointen omkring ønskeopfyldelse er vel allerede nedfældet i vores sprog? Fx når vi siger “Hun drømmer om at blive skuespiller”. Men er alle drømme virkeligt ønskeopfyldelse? Ønsker vi, at det, som sker i drømmen, skal ske i virkeligheden? Freud svarede “ja” til det første. Men hvad med det andet? Det kommer an på, hvilken drøm vi taler om. Drømmer man, at man leder efter frisk drikkevand, toiletmuligheder eller får en fridag, er det udtryk for ønskeopfyldelse på et helt konkret plan. Men hvad med drømme, hvor nogen dør eller bliver syge? Gennem sin praksis registrerede Freud, at nogle af hans patienter havde haft drømme, hvor en bror eller søster døde. Ønskede de da det? Nej, svarede Freud, men drømmen kan alligevel udtrykke en form for ønskeopfyldelse; den kan fx handle om, at patienterne i deres tidlige år har haft svært ved at acceptere nye medlemmer i familien. Storken er kommet med det nye barn, får hun at vide. Kan den så ikke flyve væk med det igen? Den slags tanker kan barnet sagtens have haft, hævder han i bogen.

Ad 3)
Gennem sin forskning opdagede Freud, at der ofte kunne findes elementer fra barndommen i drømmene, eksempelvis i drømme, som patienten havde haft gentagne gange siden barndommen. Én af bogens cases handler om en mand, som beslutter sig for at besøge den by, som han boede i de første år af sit liv. Natten før besøget til byen drømmer han, at han befinder sig på en lokalitet, som han ikke mener at have set før, ligesom han møder en person, hr. T, som forekommer ham ubekendt. I vågen tilstand erindrer han navnet hr. T fra sin barndom, men kan ikke huske, hvordan denne ser ud. Da han et par dage efter besøger byen, finder han lokaliteten og personen fra drømmen. Det er Freuds eksempel på, at drømmene nogle gange giver genskær fra barndommens glemte verden.

Hvordan analyserer man dem så?

For det første rådede Freud os til at opdele drømmen i mindre bestanddele, ikke noget med at forsøge at forstå det hele på én gang. Herefter skal man finde ind til “drømmens bagtanker” (side 92) ved at erindre enkeltdele af drømmen og lægge mærke til, hvilke tanker der opstår. Det ukendte ansigt i drømmen skal erindres i vågen tilstand, hvorefter man lader tankerne svæve frit. Det er tankegangen, at drømmen har et indhold, som vi tydeligt kan erindre og evt. nedskrive, det kaldes det manifeste drømmeindhold, og samtidig et skjult indhold, som man skal analysere sig frem til (det latente). En kort forklaring på, at drømmene har denne dobbelthed lyder, at drømmen vil fortælle os noget, som vi samtidigt forsøger at sløre for os selv. Nogle har kaldt den sidste del af processen for censur. Men hvor censur i almindelighed handler om at fjerne noget, fx alle de beskidte ord i en film, så har drømmen nærmere tendens til at forvrænge indholdet. Og her er vi så også fremme ved en forklaring på, hvorfor drømme er så mærkelige. De opstår i midten af to modstridende kræfter, som ødelægger drømmens forståelighed. Samtidig er drømmen også påvirket af mange andre faktorer, fx de ydre omgivelser, som vi sover i samt kroppens tilstand. En drøm om larmende kirkeklokker kan fx skyldes vækkeurets ringen, eller drømme om at bevæge sig fortvivlet rundt for at finde et toilet skyldes trang til vandladning.

Freud analyserede sig frem ved at bede patienten om at fortælle om drømmen. Ved en detalje kunne Freud stille spørgsmål som “Hvilke tanker har De om dette?”. Det er hensigten, at patienten skal komme med umiddelbare indfald, associationer, som kan tolkes af den, som sidder ved siden af briksen. Metoden kan være vanskelig, fordi der ofte vil være modstand mod drømmens inderste væsen. For det, som drømmen gemmer på, er som allerede antydet tit noget, som vi måske ikke ønsker at få frem i bevidstheden.

Når man har kørt hele drømmen igennem ved hjælp af denne metode, skal brikkernes samles til en fortolkning af drømmen. Freuds analyser (som de fremstår i bogen) er egentlig meget enkle, og benytter sig ikke af kompliceret terminologi. De forsøger at forbinde hvert element i drømmen med noget, som giver mere mening. Fx kan der i drømmen opstå vrøvleord, som ikke umiddelbart giver mening, men med associationsmetoden, bl.a., kan de vise sig at være omformuleringer af helt almindelige ord, som har en mening i den drømmendes liv. Med de frie associationer vil patienten måske komme i tanke om en bestemt person. Men enkelt bliver det aldrig, for i drømmens sære univers sammenblandes tingene i mystiske labyrinter med fortætninger og forskydninger.

I bind to får læseren en mere detaljeret gennemgang af “drømmearbejdet”, alle de mystiske processer, som foregår, når vi drømmer. Man kan med fordel sætte sig ind i det hele og må så alligevel erkende, at “man i grunden aldrig er sikker på at have tydet en drøm fuldstændigt”. Ja, måske kan vores egne tolkninger være forsøg på at lukke af for det, som drømmen i virkeligheden vil sige os. Og når man indimellem har følelsen af, at drømmen egentlig er helt enkel, så er det måske udtryk for det samme.

Hvad drømte Freud selv om?

Bogen giver mange tankevækkende eksempler på Freuds egne drømme. Ja, man kan vel nærmest betragte bestemte dele af den som en slags psykologisk biografi, fordi der gives mange intime detaljer om Freuds egen psyke.

Dissektion af egne ben

En nat drømmer Freud, at han skal i gang med at dissekere sig selv: Bækken og ben, en opgave, som han har fået stillet af en vis dr. Brücke. Indvoldene ses fra forskellige vinkler – og som læser ledes tankerne hen på gotiske scenarier, men ifølge drømmeren er der dog ingen følelse af Grauen på dette tidspunkt. Den slags giver anledning til ytringer som “fuldstændig absurd drøm”. Men igennem hele bogen er det tydeligt, at alt har en mening, også det absurde. Man skal blot åbne sindet for associationerne – og det gør Freud. Selve dissektionen er udtryk for Freuds oplevelse af at udpensle så mange af selvanalysens personlige detaljer. Og dr. Brücke var, erindredes det, en læge, som i psykoanalysens tidlige dage tilskyndede den unge og forsigtige Freud til at publicere nogle forskningsresultater, som ellers skulle forblive i det skjulte. Med tiden lærer han at publicere det intime hos sig selv og andre – uden gru! Ved læsningen forstår man godt, hvorfor offentliggørelsen af Drømmetydning blev udskudt i mere end et år.

korrekturlæsning


Leave a comment

Call Now Button